Nye veje og store anlæg til Femern-forbindelsen
12. august 2019 | Hitachi, Hitachi gravemaskinerProjekterne er mange for MSE Entreprise A/S
-Derfor styrkes maskinparken med en ny Hitachi ZX130LC-6 gravemaskine.
Anlæg af 1 km omfartsvej til erhvervshavnen i Rødby. Udgravninger for arkæologer af et areal på 150 hektarer. Etablering af veje og indkørsler til det nye camp-område, der skal huse 2.800 arbejdere. Nedgravning af 16 km elkabler og andre forsyningsledninger. Etablering af Ny Strandholm Sø og Mose. Det er blot nogle af de opgaver ved anlægget af Femern-forbindelsen, som har fået MSE Entreprise A/S til at opgradere sin maskinpark med en ny Hitachi-gravemaskine. Her lægger virksomheden fra Nørre-Alslev vægt på maskinførernes ønsker og krav: – Vi fik pris på Hitachi og to andre mærker. Efter prøvekørsler valgte vi at lade det være op til vores maskinfører at afgøre det – og han mente, at kørekomfort og hydraulik er bedre i Hitachis maskiner. Og da vi generelt har faste førere på vores maskiner, skal de have stor indflydelse på maskinvalget, fortæller direktør Jan Sørensen.
Maskinfører John Madsen
Vejen til Femern
MSE Entreprises nye Hitachi ZX130LC-6 arbejder med anlæg af en vej, der vil afhjælpe transporten af materialer til byggeriet af den faste forbindelse: – Det er en ny vej til erhvervshavnen i Rødby, så tung trafik ikke skal gennem selve byen. De første opgaver på Femern-forbindelsen er gået i gang. Der skal køres mange materialer ind, især til den kommende fabrik for tunnel-elementer. Derfor starter den nye omfartsvej ved motorvejsafkørsel 50, forklarer Jan Sørensen. Maskinfører John Madsen: – Det er virkelig en god maskine, hvor hydraulikken er helt i top. Det virker bare, så når jeg retter af, skal jeg kun over det én gang – modsat flere andre maskiner, jeg har kørt med. Det handler om, hvad der er målbart i hverdagen, og Hitachi fungerer bare. – GPS’en viser mig, hvor vejbrønde, kloakker og kantstenene er. Alt det, jeg skal grave efter. Samtidig er brydekraften stærk, og maskinen løfter godt. Jeg har citybom på, og det er jeg glad for.
Service er afgørende
Opgaver på et projekt som Femern-forbindelsen kræver højeste driftssikkerhed, og derfor har MSE Entreprise valgt en komplet serviceaftale på den nye maskine: – Vi giver en timepris, og så står H.P. Entreprenørmaskiner for al service og reparationer i op til 5 år, svarende til 8.000 kørte maskintimer. Vi har ikke selv værksted, servicebiler eller noget andet, og HPE kommer hurtigt, når der er brug for det. Hver måned får vi rapporter med maskinernes vedligeholdelsesstatus, brændstofforbrug, olieanalyser, CO2-udledning, antal timer i drift og andre data, siger Jan Sørensen.
Stort område i forandring
Som ved alle byggeprojekter skal fortidsminder respekteres, og derfor skal arkæologer have mulighed for at gennemgå de 150 hektarer, Femern-projektet vil brede sig over på det sydlige Lolland. Her står MSE Entreprises maskiner for de indledende udgravninger. Samtidig skal naturen og dyrelivet tilgodeses, og derfor skal flere vådområder flyttes og genetableres. Her har entreprenørvirksomheden bl.a. fået til opgave at anlægge Ny Strandholm Sø på 5 hektarer. Den kommende Femern-forbindelse bliver Danmarkshistoriens største byggeri. Den 18 km lange sænketunnel med to motorvejsrør og to jernbanerør vil spare de rejsende på strækningen for cirka én time hver vej.
Tilbage til oversigtenKategorier
Vis alle (100)Hitachi (29)
Hitachi gravemaskiner (53)
Sandvik (4)
Bell (4)
Øvrige (26)
H.P. Entreprenørmaskiner (22)