Hybrid gravemaskiner er fremtidens valg med deres lave dieselforbrug
03. juni 2016 | Hitachi gravemaskinerKJ Maskinudlejning sikrer sin kunder nye muligheder med den første Hitachi Hybrid på dansk jord
- Det er vigtigt at tænke ud af boksen og være med i den nye udvikling, fortæller Kim Jørgensen, KJ Maskinudlejning i Korinth ved Faaborg om valget af den nye Hitachi ZH210-LC-5B hybrid gravemaskine. Den bringer maskinparken op på 16 hos virksomheden, der kom til verden i efteråret 2009, hvor finanskrisen lå tungt over Danmark:
- Vi måtte kæmpe, men lykkedes med at få virksomheden op i omdrejninger, og nu har vi en bred kundekreds af såvel mindre som større entreprenører. Udlejningen af maskinerne sker ofte med fører, hvor mange bruger vores kompetencer på især jord arbejde.
- Maskinparken skal hele tiden være opdateret, og derfor har vi allerede taget hul på den hybride teknologi med en dozer. Nu bliver vi de første i Danmark med denne hybride Hitachi gravemaskine, som er mere miljøvenlig og sparer brændstof til gavn for vores kunder. Vi glæder os til at se, hvordan den kører i forhold til en traditionel gravemaskine.
Sparer 30-40% brændstof
Teknisk set er den nye Hitachi ZH210-5 udstyret med Trias HX-systemet, der ved at kombinere et hybridsystem med det energi-økonomiske Trias-hydrauliksystem giver et ekstremt lavt brændstofforbrug.
Hybridsystemet har en krøjemotor, der omdanner energien fra krøjebremsningen til elektrisk energi. Den lagres i en kondensatorenhed og bruges til at drive motoren og bevæge maskinens overbygning. Denne 'genvinding' af energi fra krøjemomentet kan spare markant på dieselforbruget:
- Der er erfaringer med denne gravemaskine fra bl.a. et jordhotel i Holland, og her lå besparelsen på mellem 30 og 40%. Kan vi holde dieselforbruget på 9-10 liter i timen, vil vi være godt tilfredse, siger Kim Jørgensen. - Maskinen er også sænket lidt i omdrejninger i forhold til traditionelle gravemaskiner, så maskinføreren vil opleve en bedre komfort med mindre motorstøj.
På hårdt arbejde i Bogense og Faaborg
De første opgaver for den nye hybride Hitachi er etableringen af en genbrugsplads i Faaborg, hvor Kim Jørgensen kører som underentreprenør, og et projekt med naturgenopretning i Bogense:
- Driftssikkerheden er vigtig for os, og hvis hybriddelen skulle sætte ud, kan vi stadigvæk køre videre med den som en helt traditionel gravemaskine. Det er en klar fordel, at vi bare kan fortsætte arbejdet og så få rettet eventuelle fejl senere.
Tilbage til oversigtenKategorier
Vis alle (100)Hitachi (29)
Hitachi gravemaskiner (53)
Sandvik (4)
Bell (4)
Øvrige (26)
H.P. Entreprenørmaskiner (22)