Presse

Tonser ler på teglværk i 17.000 timer uden driftsstop

12. marts 2015   |   Hitachi

Hitachi gummihjulslæsser med driftssikkerhed helt i top trods 12 timers indsats i døgnet

Hver skovlfuld vejer 8 tons, når Strøjer Tegls gummihjulslæsser Hitachi ZW310 transporterer ler rundt til forarbejdning og færdig produktion. Det fynske teglværk i Turup ved Assens fremstiller forskellige typer af mursten, overliggere og gulvtegl i mange farver og udformninger.

- Vi er travl leverandør til byggeriet, og der er maximalt pres på vores maskiner 12 timer i døgnet 7 dage om ugen, fortæller direktør Jørgen Strøjer Hansen, som er 5. generation i spidsen for den familieejede virksomhed.

  

Kun planlagt service

En af 'trækhestene' er den Hitachi ZW310 gummihjulslæsser, man købte fra ny i august 2007, og som nu har kørt i 17.000 timer uden driftsstop:

- Vi har ikke haft andre omkostninger end den planlagte service for hver 500 timer efter vores aftale med H.P. Entreprenørmaskiner, og den har til fulde levet op til vores forventninger. Derfor har vi netop anskaffet en Hitachi-læsser mere, og holder den samme standard, så er vi godt kørende.

- Maskinen har den trækkraft, der kræves. Den har en god manøvrering, brydekraft, løftehøjde og er nem at køre, så vores personale er virkelig glade for den. Vi bruger også nogle rigtig gode dæk, for det er ikke lige meget, hvad man vælger. På de 17.000 timer har læsseren jo kørt op mod en halv million kilometer og alle med hårdt arbejde, påpeger Jørgen Strøjer Hansen.

  

150.000 tons om året

Læsseren skal flytte det tunge ler flere gange. Når det ankommer til teglværket med lastbil, dozes det op i en stak, hvor det ligger i 8-14 dage. Herefter køres leret ind i et siloanlæg til bearbejdning – og videre i et depot, inden det transporteres ind i selve produktionen.

- Forbruget af ler er på 350 tons i døgnet, og på årsbasis flytter Hitachi-læsseren mindst 150.000 tons. Det er store tal, og vi har faktisk produceret 40 millioner sten i 2014, hvilket er rekord siden teglværkets start i 1850. Så der er nogen steder i Danmark, hvor det går godt, siger Jørgen Strøjer Hansen.

  Tilbage til oversigten